Jeg har lært det på den hårde måde. Godbidder er ikke bare godbidder. Det er ikke ligegyldigt hvad du tager med i godbidstasken, når du træner med hunden. I særdeleshed ikke hvis du går efter gode resultater. Hvem gider at lave noget for kedelige tørre kiks?
Det er meget forskelligt fra race til race og individ til individ hvor vigtige godbidderne er for dem. Nogle hunde er tilfredse med noget der ligner savsmuld, hvor andre skal have noget lækkert for at ville arbejde hurtigt og fokuseret.
Godbidder bruges som belønning for at have gjort det rigtige: hunden kom hjem, da der blev kaldet, bolden blev bragt tilbage og så videre.
Vil du selv arbejde for mindstelønnen spørger jeg bare og hvorfor skulle din hund lave førsteklasses arbejde for gennemsnitskiks?
Hvorfor ikke gøre det nemt for dig selv og give hunden ordentlige godbidder når i træner?
Min påstand er at en høj løn for veludført arbejde, altså lækre godbidder for et hurtigt tilbageløb på indkald øger hundens interesse i at komme hjem. Hunde er primitive og gør det der kan betale sig. Hvorfor skulle hunden opgive det den er ved for en tør kiks? Kort sagt så er det min erfaring at gode godbidder øger hundens træningslyst markant.
Gode godbidder bidrager til gode træningssessioner og derigennem et godt forhold. Kort sagt så er du, i hundens verdensbillede, værd at være sammen med. Det kan betale sig at være sammen med dig. Vil du have lidt bedre resultater end du har nu, så er min opfordring at betale med godbidder hunden er vild med.
En anden grund til at fokusere på godbidder, er at vi har forstyrrelser vi skal overvinde når vi træner. For at få et godt træningspas skal vi som hundefører være vigtige for hunden. Det kan vi blandt andet blive ved at betale med lækre godbidder når vi træner.
De forstyrrelser vi har når vi træner er det der konkurrerer med os om hundens opmærksomhed. Det kan være at være at vi er udendørs, andre hunde, fært, løbetid, andre dyr, trafik, lyde osv.
Kan vi ikke vinde over forstyrrelserne på træningspladsen og beholde hundens opmærksomhed kan vi ikke træne. Så simpelt er det.
For eksempel kan jeg fint træne med tørfoder når vi træner indendørs, men prøver jeg at give det udenfor falder det ofte ud af munden. Her er godbidden blevet ligegyldig. Ved udendørs træning skal betalingen ofte sættes op. Der skal gives bedre godbidder.
Hvad er så bedre godbidder? Det er noget du skal eksperimentere med. Du skal finde ud af hvad din hund godt kan lide. Når du så har fundet ud af hvad der virker, så skift mellem forskellige slags ellers kan du ende med en hund der kun vil træne på roastbeef og det var heller ikke meningen at du skulle ende med en kræsen hund.
Godbidder jeg har succes med er: tørret and, tørret kylling, ostehaps, stegt bacon, bagte suppekødboller/-skinketern og rester af steg. Jeg blander flere ting sammen, så jeg kan belønne særlig god adfærd med særligt lækker godbid.
Under træning fungerer brug af godbidder bedst når de er små og lette at spise så vi hurtigt kan komme videre i programmet. På den måde holdes koncentrationen og træningsflow oppe.
Under træning fungerer brug af godbidder bedst når de er små og lette at spise så vi hurtigt kan komme videre i programmet. På den måde holdes koncentrationen og træningsflow oppe.
Vær opmærksom på at for nogle hunde og i nogle situationer kan godbidder også blive for gode. Så gode at de slet ikke kan fokusere på træningen. Her skal der arbejdes den anden vej.
Prøv det og se hvad det gør for din hunds fokus og motivation.
Også udgivet på www.hunden.dk