For mig er det vigtigt at vi giver vores hunde, både hvalpe og voksne en palette af forskellige indtryk, så de vedbliver at være trygge og nysgerrige livet igennem. Det er bare så meget nemmere at have en hund der er tryg. En hund man altid kan tage med sig i forvisning om at det bliver en dejlig tur med gode oplevelser for begge. Derfor går jeg så meget op i at tage hundene og hvalpene med på oplevelsesture, for at de på egen hånd kan opleve verden uden for matrikelnummeret
I dag har Essie og jeg været til vores første Dirty Paws løb i Randers. Essie er vores yngste tæve på 6 år. Hun elsker at komme på tur og vil altid gerne med. Essie er altid klar når der rasles med nøgler eller hundesnor. Bea som er Essies mor på 10 år, tager derimod gerne en ekstra lur, mens vi går tur. Det synes hun er en god arbejdsfordeling.
Vi mødtes med omkring 10 andre hundefolk ved Fussing ø slot søndag formiddag. De fleste var i løbetøj, med elastikline spændt om maven og hundene i sele foran sig. Det så ret professionelt ud.
Jeg var noget varmere påklædt. Klædt på til at gå. I frisk gang ganske vist. Det er frivilligt om man ville gå eller løbe ruten. Her første gang valgte vi at gå. Vi gik i rask tempo gennem bakkerne ved Fussing sø. Essie i strakt elastikline og mig bagefter, lettere forpustet nærmest trukket op over bakkerne. Ruten er temmeligt kuperet. Vi går gennem bakker skabt i istiden. Et utroligt smukt landskab som bruges af mange mennesker. Et område som der i øjeblikket snakkes om skal være en af Danmarks kommende nationalparker.
Solen skinnede og selvom det var efterår, var det dejligt at være ude. Sveden piblede frem på panden, pulsen kom op mens blodtrykket faldt og humøret steg et par grader efterhånden som vil kom frem gennem terrænet.
Det er min ambitionen at vi skal trænes op til at løbe sammen igen, ligesom vi gjorde for nogle år siden. Hverken jeg eller Essie er i form til at løbe endnu, men det skal nok komme. Indtil videre vil vi gå turene i rask tempo og for mit vedkommende snart med 10 kg ballast i rygsækken også.
Mens jeg sidder og skrive dette ærger jeg mig over, at jeg ikke tog en masse billeder til denne blogpost, men jeg var så optaget af naturen og turen at jeg ikke skænkede det en tanke.
Det er ikke kun Essie der er med på Dirty Paws løb. Essie og jeg har også været på med på mini Dirty Paws med hvalpene, så de også kunne komme ud og opleve verden i skoven. Essie viser vejen mens vi går tur og hvalpene danser omkring hende med viftende haler.
Sådan en dag er livet med hunde ganske fantastisk. Ud i naturen med hundene er et godt pusterum fra hverdagens dont. Nu hvor vi er kommet hjem nyder jeg stilheden med en kop kaffe mens jeg skriver dette. Der er helt stille i alle hundekurve og det eneste der høres er en let snorken fra en hvalp.
Også udgivet på www.hunden.dk