Forleden blev vi ringet op af Christian Hembo fra Magtor. De havde brug for øvehunde til kursisterne til deres hundemassøruddannelse. Hunde de kunne øve sig på og gerne forskellige racer og aldre.
Som så mange gange før, var vi frisk på en hundeaktivitet og tog afsted med unge Hope og hendes mor, Essie.
Som jeg forstod det skulle de lave en undersøgelse af hunden og notere hvad de fandt af spændinger, ømhed og meget mere. Derefter skulle de massere hunden på baggrund af deres noter og løsne op for spændingerne.
Tre kursister skulle kigge på Hope. Først to, der skulle undersøge og beskrive og tilslut en tredje der skulle vurdere de to andres noter lave sin egen undersøgelse, egen vurdering og dernæst massere Hope godt igennem så de fundne spændinger blev løsnet godt op.
Da vi kom ud til Magtor kom vi ind i hver vores klinikrum med sofa og massagebriks. Massagebriksen var til hunden og sofa til mig. Hope sprang straks op i sofaen til mig. Det synes hun da klart var det bedste sted at være. Der var blødt og dejligt, tryghed og godbidder inden for rækkevidde.
Med ekstra godbidder var det ok at komme over på massagebriksen til massøren. Hope synes det var lidt underligt at der blev trukket i benenene når bevægelsesradius og leddene undersøges, men hun havde heller ikke prøvet det før så det var ikke så underligt at hun synes det var uvant. At blive mærket igennem derimod var helt ok og hun var god til at slappe af.
Da der kommer kaffe og walesstang med flødeskum til mig blev Hope næsten fristet over evne og det var lige før at det blev til en delekage, da jeg var lidt uopmærksom. En del kage til hunden og en del kage til mig, men så galt gik det ikke. Vi holdt os den oprindelige fordeling, kage til mig og tørret kød til Hope. Det synes jeg var en god arbejdsfordeling.
Eleven skrev ned hvad hun havde af kommentarer og der kom en ny og gentog processen. Undersøge, mærke igennem og notere. Den tredje massør skulle udover at mærke Hope igennem også massere Hope godt igennem.
Da vi kom til massagedelen var det tydeligt at se at det var helt anderledes populært i forhold til det andet hun havde oplevet. Massagen nød hun i fulde drag. Næsten salig og ret afslappet.
Vi ved fra tidligere besøg at oldemor Sif of bedste Bea straks drejer ind i massagerummene når vi er på besøg. De mener helt tydeligt at det er det bedste man kan gøre når vi er på de kanter.
Resten af aften var Hope helt afslappet at se på, hun virkede yderst tilpas og jeg er sikker på at hun havde en god eftermiddag og aften.
Også udgivet på www.hunden.dk