Det er nærliggende at sige nej, når hvalpen eller den voksne hund gør noget den ikke må. Især er det umiddelbart en dårlig ide at sige nej, når det er til en hvalp. For hvordan skulle den forstå den kommando? Har vi lært den nej kommandoen eller er det bare en refleks hos os at sige nej? Jeg synes i det hele taget det er problematisk at sige nej til sin hund, uanset om det er en hvalp eller en voksen hund uden at tilbyde en anden alternativ adfærd som erstatning for det den ikke må.

Vil man have et godt forhold til sin hund, er nej ikke en naturlig del af dagligdagens ordvalg og slet ikke førstevalget, når den gør noget den ikke må. Grunden til at jeg arbejder med at reducere brugen af nej, er at der let kommer til at ligge en konflikt ved at bruge ordet når responsen udebliver. Når vi siger nej, bliver vi let en lille smule irriteret og utilfreds med vores firbenede ven hvis den ikke reagerer. En irritation der er unødvendig.

Jeg kender fra mig selv, at jo flere gange jeg retter på hunden, kalder på den, siger nej eller bruger lignende korrektions-kommandoer, bliver jeg mere og mere irriteret når hunden ikke reagerer. Hvilket den ofte ikke gør i disse situationer, fordi vi jo er i konkurrence med noget hunden synes er meget mere spændende end en kommando. Det er en del af forklaringen på at den ikke lystrer. Den anden del er hvorvidt kommandoen er indlært. Indlæring af kommandoer kommer jeg ikke ind på i dette indlæg.

Hvorfor skulle hvalpen holde op med at bide i tøjet fordi vi siger nej, når den så gerne vil lege? Hvor skulle den voksne hund holde op med at trække i snoren fordi vi siger nej, når den bare så gerne vil over at snuse til den der busk der lugter så spændende? Hvorfor skulle hunden der hopper op fordi den er glad når vi kommer hjem fordi vi siger nej, når den bare er lykkelig for at vi kommer hjem og vil vise sin glæde?

I disse situationer er konkurrencen hård og et “Nej” er ofte ligegyldig for hunden. Jeg vil formulere det sådan: Vil det fra hundens synspunkt betale sig at lystre? I min erfaring er svaret tit nej. Hunden får ikke noget ud af at lystre, der er bedre end de de er optaget af. Kort sagt i den situation spilder vi en kommando.

Den irritation og nogle gange endda vrede vi kan få, når hunden ikke lystrer, kan hunden mærke. Når jeg bliver irriteret på hunden bliver jeg altid ked af det bagefter, fordi jeg på dette tidspunkt ikke er er den rollemodel som jeg gerne vil være. Desuden tænker jeg om jeg mon har slået et lille mikroskår i vores relation med min utilfredshed.

Mit forslag til at håndtere nej-situationer, er lære dem en anden alternativ adfærd og tilbyde dem noget der er bedre end det de er i gang med og på den måde gøre det let for hunden at vælge den alternative adfærd netop fordi fordi hunden synes det kan betale sig.

Lige med hensyn til hvalpeunoder er regel nummer 1, at fjerne alt de ikke må ødelægge så vidt muligt i steder for at sige nej når de bider i tingene.

Eksempler på nej-situationer og alternativ adfærd

En nej-situation hvor hunden hopper op, kunne have den alternative adfærd at sitte i stedet for. Det trænes således: Idet hunden skal til at hoppe op sig “Sit” og beløn med godbid. Efter noget tid vil standard adfærden i hoppe op-situationer være at sitte.

En anden nej-situation hvor hunden trækker mod noget, kunne have den alternative adfærd at komme hjem. Når hunden trækker hen mod noget, så sig kom og beløn med godbid. For at disse tricks virker er det nødvendigt med både godbidder og at hunden kender den alternative adfærd og kommando.

Hvis “Nej” er nødvendig så sig for eksempel “Nej” efterfulgt af “Kom” og giv godbid for at komme.

Det kræver lidt af os som hundefører at vælge og planlægge en velegnet alternativ adfærd til vores hund, men anstrengelsen ved at tilbyde hunden en alternativ adfærd som man belønner med godbid vender en træls situation til en positiv situation uden frustration.

Også udgivet på www.hunden.dk